Nordkorea i brev til syd: Stop fjendtlige militærøvelser

admin

|

24/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Myndighederne i Sydkorea har modtaget et "åbent brev" fra naboerne i nords førende militærkommando, der opfordrer til, at landene standser de militære stridigheder.

Brevet, som er skrevet efter ordre fra Nordkoreas leder, Kim Jong-un, er et af en række forsøg på forsoning. Sydkorea har reageret med skepsis.

- Det, der er vigtigt for at kunne bane vejen for forsoning i forholdet mellem nord og syd, er en modig beslutning om at standse alle fjendtlige militære handlinger, som er den største forhindring med mistro og konfrontation til følge, lyder det i brevet.

For en uge siden sendte Nordkoreas Nationale Forsvarskommission en serie af forslag, hvor de opfordrede Sydkorea til at aflyse en planlagt fælles militærøvelse med USA og foreslog et foreløbigt stop for mudderkastning mellem rivalerne.

Seoul har afvist forslagene, som de opfatter som en "vildledende" propaganda-øvelse. Sydkorea advarer om, at Pyongyang i stedet er i færd med at planlægge en provokerende handling, der har som mål at udløse en konfrontation.

- Desværre er de sydkoreanske myndigheder fortsat uændrede i deres upassende attitude og negative holdning, hedder det i brevet.

Sydkorea "bør ikke tvivle på, fejlfortolke og hastigt afvise vores oprigtige og vigtige forslag", tilføjer kommandoen.

Spændingerne på den koreanske halvø stiger som regel forud for de årlige fælles militærøvelser mellem Sydkorea og USA. Pyongyang fordømmer øvelserne, som de ser som en provokerende øvelse på en invasion.

Sidste år var naboforholdet usædvanligt anspændt, og Nordkorea truede med et forebyggende atomangreb.

Nordkoreas Nationale Forsvarskommission fastslår i brevet, at deres modstand udelukkende handler om USA's deltagelse i øvelserne. Nordkorea "opfordrer ikke de sydkoreanske myndigheder til at stoppe almindelige militærøvelser", lyder det.

/ritzau/AFP