Norge anbefales at skrumpe Tippeligaen og lave slutspil

Skrevet af admin

06/11/2014

Mest læste i dag

Den norske Tippeliga kan fra 2017 komme til at se markant anderledes ud end i dag.

Norsk Topfotball - svarende til Divisionsforeningen i Danmark - fremlagde torsdag tre bud på en fremtidig turneringsstruktur. Hensigten er at gøre norsk fodbold bedre.

Alle bud indebærer, at antallet af hold reduceres fra de nuværende 16 til enten 14 eller 12 hold.

I de to modeller med 14 hold foreslås der et medaljeslutspil med deltagelse af de fire bedst placerede mandskaber, mens de seks eller otte midterste hold i tabellen skal kæmpe om en europæisk plads i et cup-system.

I 12-holds-modellen skal de seks bedste hold dyste om medaljerne, mens de seks nederste skal forsøge at undgå nedrykning.

Det hollandske konsulentbureau, Hypercube, har hjulpet Norsk Topfotball med at udarbejde modellerne.

Anbefalingen fra Hypercube lyder, at man bør holde fast i den nuværende turneringsstart i begyndelsen af året. De fleste andre ligaer i Europa indledes i august og slutter i maj året efter. Man foreslår dog starte den norske pokalturnering i august.

Norsk Topfotballs medlemsklubber skal nu diskutere modellerne og give en tilbagemelding.

Hvis der er opbakning til en ny model, så kan den ifølge vg.no blive vedtaget i marts næste år af det norske fodboldforbund, NFF.

/ritzau/NTB