Norge indrykker flygtningeannoncer i afghanske aviser

admin

|

26/11/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den norske regering indrykker annoncer i afghanske aviser for at overbevise eventuelle flygtninge om ikke at søge til Norge, skriver nyhedsbureauet NTB.

Annoncerne får overskriften "Strengere regler for asyl i Norge" og bliver trykt på engelsk og det lokale sprog dari på forsiden af to afghanske aviser, oplyser regeringen til nyhedsbureauet AFP.

I annoncerne vil den norske regering oplyse om, at personer fra sikre dele af Afghanistan og personer, der har opholdstilladelse andre steder, vil få afvist deres asylansøgning, hvis de søger i Norge.

- Ved at bidrage til at informere om vores asylpolitik undgår vi, at disse mennesker rejser ud og udsætter sig for massiv fare, belaster systemerne og hele Europa for til sidst at blive sendt tilbage til Afghanistan, siger justitsminister Anders Anudsen til NTB.

Norge har de seneste tre uger oplevet en så markant stigning i antallet af asylansøgninger fra afghanere, at de nu overgår antallet af asylansøgere fra Syrien.

En del af de afghanere, der kommer til Norge, har tidligere boet legalt i Rusland. Den norske regering har besluttet, at myndighederne skal sende alle, der har levet legalt i Rusland, tilbage, og hvis det ikke er muligt, skal de sendes til Afghanistan.

/ritzau/