Tyskland, Norge og Serbien kommer ikke med til næste års VM i herrehåndbold, der bliver afholdt i Qatar.
Selv om den tyske Bundesliga regnes for verdens bedste, så betyder det ikke, at tyskerne kan prale af at have det bedste landshold.
Lørdag tabte Holger Glandorf og holdkammeraterne med 28-29 på hjemmebane i Magdeburg til Polen, og da polakkerne også vandt det første opgør på hjemmebane, så er det Polen, som skal ned og spille VM i ørkenvarmen.
Heller ikke Norge og Serbien kommer med til VM efter samlede nederlag til henholdsvis Østrig og Tjekkiet.
Danmark er allerede kvalificeret til turneringen i Qatar. Danmark nåede - ligesom det var tilfældet ved EM på hjemmebane i januar - frem til finalen ved det seneste VM, hvor Ulrik Wilbeks mandskab blev slået af de spanske værter.
Danmark bliver nu trænet af islandske Gudmundur Gudmundsson.
/ritzau/