Få timer efter at Sverige annoncerede en stramning af landets asylregler meddeler nabolandet Norge tirsdag aften, at man også indfører skærpet grænsekontrol med virkning fra torsdag morgen.
Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.
Kontrollen kommer blandt andet til at omfatte færger til Norge fra Danmark, Sverige og Tyskland, ligesom kontrollen øges ved grænseovergangene på land.
Ifølge NTB sker det som end direkte reaktion på de svenske asylstramninger, som blev annonceret tidligere på dagen.
- Vi kan ikke vente, til det samme sker i Norge, siger statsminister Erna Solberg med henvisning til situationen i Sverige, hvor det ventes, at antallet af asylansøgere i år ender mellem 140.000 og 190.000.
- Derfor har vi sat gang i en række tiltag, men vi må også følge nøje med i, hvad andre lande gør og handle hurtigt, tilføjer Solberg.
/ritzau/