Få timer efter, at Sverige annoncerede en stramning af landets asylregler meddeler nabolandet Norge tirsdag aften, at Norge også indfører skærpet grænsekontrol med virkning fra torsdag morgen.
Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.
Kontrollen kommer blandt andet til at omfatte færger til Norge fra Danmark, Sverige og Tyskland, ligesom kontrollen øges ved grænseovergangene på land.
Ifølge NTB sker det som en direkte reaktion på de svenske asylstramninger, som blev annonceret tidligere på dagen.
- Vi kan ikke vente, til det samme sker i Norge, siger statsminister Erna Solberg med henvisning til situationen i Sverige, hvor det ventes, at antallet af asylansøgere i år ender mellem 140.000 og 190.000.
- Derfor har vi sat gang i en række tiltag, men vi må også følge nøje med i, hvad andre lande gør og handle hurtigt, tilføjer Solberg.
Hun meddeler, at Norge vil benytte Dublin-forordningen til at sende asylansøgere, der kommer til landet fra Sverige, retur.
Hun understreger samtidig, at den svenske regerings nye stramninger i vidt omfang svarer til det, man allerede gør i Norge på asylområdet.
- Sverige varsler nu en række lovændringer. Jeg vil understrege, at en et flertal af disse enten allerede er gældende norsk lov eller foreslået af regeringen her i efteråret, påpeger Solberg.
Hun meddeler, at den norske regering vil kontakte EU og udtrykke sin bekymring over, hvad statsministeren betegner som den manglende håndhævelse af Schengens grænser.
/ritzau/