Norge har trukket sin protest tilbage, efter at landets mandlige håndboldlandshold fredag tabte 33-34 til Tyskland efter forlænget spilletid i semifinalen ved EM i Polen.
Det meddeler Det Norske Håndboldforbund på dets hjemmeside.
- Til trods for god dokumentation har Norge nu valgt at trække sin protest.
- I vort brev til EHF (Det Europæiske Håndboldforbund, red.) har vi opfordret til, at regelsættet videreudvikles, og ikke mindst til at det bliver praktiseret derefter, så håndbold kan undgå lignende sager i fremtiden, meddeler forbundet.
Norge protesterede i første omgang, fordi Tyskland i kampens sidste sekunder havde for mange spillere på banen.
Med fem sekunder tilbage af den forlængede spilletid scorede Tysklands Kai Häfner til 34-33, og det gav så meget glæde og forvirring på den tyske bænk, at to spillere i gule målmandstrøjer var inde på banen samtidig.
På det tidspunkt var kampen ikke slut, og dermed brød tyskerne reglerne. Et billede fra en VG-fotograf illustrerer, at Tyskland med tre sekunder tilbage af opgøret havde to gulklædte spillere på banen.
Norge spiller søndag bronzekamp mod Kroatien i Krakow.
Senere søndag samme sted mødes Tyskland og Spanien i EM-finalen.
/ritzau/