Norges langrendskonge skuffer i OL-premieren

Skrevet af admin

09/02/2014

Dagens topnyheder

Den norske langrendsstjerne Petter Northug er efter sin egen opfattelse kun outsider ved OL i Sotji, og præstationen i skiathlonkonkurrencen søndag middag rokker ikke ved den antagelse.

Northug var nemlig langt fra at kunne true vinderen Dario Cologna fra Schweiz, da langrendseliten for første gang var i aktion på den russiske løjpe.

Cologna brugte 1.08.15 time på at gennemføre de 30 kilometer, der er delt op i 15 kilometer i klassisk stil og 15 kilometer fri stil.

Schweizeren, der sidste år vandt VM-guld i 30 kilometer jagtstart, angreb på den sidste stigning før mål og holdt forfølgerne bag sig i en hidsig slutspurt, der som sædvanlig fik løberne til at segne omkuld af udmattelse efter at være kommet i mål.

Svenskeren Marcus Hellner blev slået i opløbet, men jublede alligevel højlydt over andenpladsen. Norges Martin Johnsrud Sundby kom i mål som nummer tre og vandt bronze.

Petter Northug måtte nøjes med en beskeden placering som nummer 17 næsten halvandet minut efter vinderen.

For den enlige danske deltager i langrendskonkurrencerne ved OL, Martin Møller, blev OL-premieren den ventede kamp bagest i feltet.

Møller var 5.49 minutter efter Cologna og endte som nummer 52 ud af de 68 startende.

/ritzau/