Norges største bank sakser halvdelen af alle filialer

Skrevet af admin

03/02/2016

Dagens topnyheder

Tendensen har været udbredt i Danmark længe, men nu oplever nordmændene også, at der bliver markant længere til banken. Landets største bank, DNB, vil med ét hug lukke over halvdelen af alle sine filialer.

Det fortæller banken onsdag i en pressemeddelelse onsdag.

- Når kunderne ændrer deres måde at bruge banken på, må vi følge efter. Udviklingen over de sidste to år har vist, at kunderne har mere kontakt med os end nogensinde, men på helt andre måder, skriver chef for detailforretning i Norge Trond Bentestuen i meddelelsen.

DNB vil skære antallet af filialer, hvor private nordmænd kan gå i banken, fra 116 til 57 inden første juli. Det vil samtidigt betyde, at banken afskediger 600 ansatte. Det kommer oven i de 200 ansatte, banken annoncerede skulle væk i november.

Ifølge banken er det resultatet af, at kunderne søger mod internettet. Ifølge DNB bruger 85 procent af dens kunder ikke længere de fysiske banker til hverdagsting som at betale regninger og 90 procent bruger internettet til deres bankforretning.

DNB er Norges klart største bank. Bankens markedsandel inden for udlån er på 30 procent ifølge interesseforeningen Finans Norge.

I Danmark har tendensen med filiallukninger været udbredt længe. De første, der for alvor begyndte at lukke filialer, var Danske Bank, der i 2012 begyndte at sløjfe filialer.

I starten af 2013 annoncerede Danske Bank en stor mængde lukninger, hvilket udløste megen kritik. Danske Bank trak siden i land.

Det til trods har Danske Bank ifølge Finanswatch siden 2010 lukket næsten 60 procent af sine filialer, da antallet siden sommeren 2010 er faldet fra 320 til 133 filialer.

/ritzau/