Norsk avis: IS-bøddel er statsborger i Norge

Skrevet af admin

23/04/2015

Dagens topnyheder

En kriger fra Islamisk Stat (IS), der tidligere i år dræbte en mand ved halshugning på åben gade i den syriske by Raqqa, er ifølge den norske avis Dagbladet statsborger i Norge.

Avisen, som i torsdagens udgave trykker et billede fra likvideringen, henviser til kilder i Syrien, som oplyser, at bødlen kalder sig Abu Shahrazaad al-Narwegi.

Al-Narwegi er arabisk og betyder "fra Norge". Dagbladet, der er Norges tredjestørste avis, hævder at kende den rigtige identitet på manden. Men den skriver ikke, hvem han er, eller hvor i Norge han kommer fra.

De norske myndigheder holder kortene tæt til kroppen.

- Vi har ingen kommentar til denne sag, lyder det fra kommunikationsdirektør i Politiets sikkerhedstjeneste (PST) til Dagbladet.

PST antydede i begyndelsen af december, at over 100 norske borgere kan være rejst til Syrien for at kæmpe sammen med Islamisk Stat.

Raqqa, som likvideringen skal have fundet sted i, er den ekstremistiske bevægelses absolutte højborg i Syrien.

Syriens præsident, Bashar al-Assad, hævdede for nylig i et interview med den svenske avis Expressen, at de farligste blandt Islamisk Stats ledende skikkelser, kommer fra Skandinavien.

- Man bør være opmærksom på, at de farligste ledere af Islamisk Stat i vores region er skandinaver. Det er fakta. Det er de informationer, vi har, sagde Assad til Expressen.

Over 10 norske jihadister menes at være blevet dræbt i kampe i Syrien de seneste år, mens 20 er vendt tilbage til Norge.

Netop tilbagevendte, radikaliserede fremmedkrigere frygtes af vestlige efterretningstjenester at udgøre et sikkerhedsproblem.

/ritzau/NTB