Norsk krone falder under svensk niveau efter rentesænkning

Skrevet af admin

25/09/2015

Dagens topnyheder

Norges centralbank valgte torsdag overraskende at sænke den toneangivende udlånsrente fra 1,0 til 0,75 procent.

Udmeldingen fra Norges Bank har siden svækket den norske valuta, så den svenske krone nu er mere værd.

Det skriver erhvervsportalen e24.no ifølge nyhedsbureauet NTB.

Med undtagelse af en kort periode 16. december sidste år er det første gang i 15 år, at Sveriges krone overhaler den norske.

Ifølge Danmarks Nationalbank fik man torsdag 78,85 danske kroner for 100 norske kroner. Derimod fik man for 100 svenske kroner 79,13 danske kroner.

Norges økonomi er stærkt afhængig af prisen på olie, der er raslet ned det seneste år.

I den periode er den amerikanske dollar blevet 32,2 procent dyrere at købe for nordmænd, mens euroen er styrket 16,4 procent i forhold til kronen.

Dermed er det på kort tid blevet væsentligt dyrere at være norsk i udlandet, hvilket nu og her kan ramme de nordmænd, der har planer om at holde efterårsferien uden for landets grænser.

Danmark er et af nordmændenes foretrukne rejsemål med cirka 2,5 millioner overnatninger årligt.

VisitDenmark betegner på sin hjemmeside Norge som et af de vigtigste lande i forhold til turismen i Danmark, men bemærker, at en "svagere norsk krone og store udfordringer i oliebranchen kan påvirke rejselysten negativt".

Usikkerheden om olieprisen gør, at det er svært at spå om den norske økonomi, siger Norges Bank.

- Vækstudsigterne for norsk økonomi er svækkede, og vi forventer, at inflationen gradvist vil falde. Derfor må styringsrenten sættes ned nu, sagde centralbankchef Øystein Olsen torsdag i en kommentar ifølge e24.no.

/ritzau/