Norsk terrorberedskab nedtrappes fra tirsdag

Skrevet af admin

28/07/2014

Dagens topnyheder

Der er fortsat risiko for, at terrorister vil slå til et sted i Norge. Alligevel vil landets beredskab blive gradvist nedtrappet fra tirsdag, oplyser politidirektør Odd Reidar Holmegård mandag eftermiddag på et pressemøde i Oslo.

- Der vil fortsat være både bevæbnet civilt og synligt politi, men fra og med i morgen (tirsdag, red.) normaliserer og reducerer vi politiberedskabet gradvist, siger politidirektøren.

- For den almindelige borger betyder det, at der vil være mindre synligt politi på gaderne, tilføjer han.

De norske myndigheder oplyste torsdag, at man havde opsnappet troværdige oplysninger om, at der i løbet af få dage vil blive gennemført et terrorangreb mod Norge.

Fra og med tirsdag vil beredskabets indsats for at forhindre et eventuelt angreb ændre karakter, oplyser Odd Reidar Holmegård.

Indsatsen vil således være fokuseret på efterretnings- og analysearbejde. Politiets tilstedeværelse ved Norges grænser vil dog ligesom i de seneste dage være styrket i forhold til normalen, lyder det.

Norsk politi vil imidlertid fortsat kunne opgradere med kort varsel, hvis det skulle blive nødvendigt, fastslår Odd Reidar Holmegård og understreger, at indsatsen vil vare ved, så længe, som det er nødvendigt.

Myndighederne har siden torsdag indskærpet over for nordmændene, at de bør leve så normalt som muligt, men frygten for et overhængende terrorangreb er udbrudt mange steder i landet, hvor beredskabet har været højere end nogensinde før.

Politiet har blandt andet bedt om at kunne bruge forsvarets forskellige specialstyrker og fået hjemmeværnet sat ind i forbindelse med bevogtning af bygninger.

Det er uvist, hvem der skulle stå bag terrorangrebet, og hvor det skulle finde sted. Dog har der tidligere været forlydender om, at angrebet skulle ske mandag.

Ifølge norsk politis sikkerhedstjeneste, PST, er der formentlig tale om personer med tilknytning til en ekstremistisk gruppe i Syrien.

/ritzau/