Norske medier tier om indvandring efter Breivik-massakre

Skrevet af admin

12/01/2014

Dagens topnyheder

Historier om indvandring og indvandrere fyldte væsentligt mindre i de norske medier efter Anders Breiviks massakre i Oslo og på Utøya den 22. juli 2011.

Det viser en undersøgelse fra Oslo Universitet.

- Vi ser en ændring i, hvad der kan siges i norske medier, siger Audun Beyer fra Institut for medier og kommunikation ved Oslo Universitet.

Beyer har sammen med forskerkollegaen Tine Ustad Figenschou gennemgået 3200 artikler og tv-indslag omhandlende indvandring og etniske minoriteter i medierne i 2011.

Mens hver tredje artikel eller indslag blandt indvandringsstoffet handlede om indvandringspolitik før 22. juli, gjaldt det blot hver tiende artikel eller tv-indslag efter terrorangrebet.

Før 22. juli bragte de undersøgte medier gennemsnitligt ti enheder relateret til indvandring eller indvandrere om dagen. Efter terrorangrebene faldt gennemsnittet til syv om dagen.

Forskernes resultater viser desuden, at også indholdet i sagerne har ændret sig.

- Vældig få ville mene noget kritisk om indvandring i offentligheden efter 22. juli, netop fordi terroristen var imod indvandring.

- I stedet handlede diskussionerne blandt andet om national identitet og om, hvordan man skulle debattere.

/ritzau/NTB