Norwegians bank åbner i Danmark efter nytår

Skrevet af admin

02/11/2015

Mest læste i dag

En ny nichebank med et genkendeligt navn kommer i begyndelsen af 2016 til Danmark.

Bank Norwegian, som flyselskabet Norwegian ejer en femtedel af, planlægger at indtage det danske marked i første kvartal næste år, skriver Børsen.

Banken har over en halv million kunder i Norge og Sverige og tilbyder blandt andet kreditkort og forbrugslån. Nu er Danmark og Finland de næste mål, forklarer bankens finansdirektør, Pål Svenkerud.

- Strategien er en geografisk ekspansion, der følger flyselskabet, som har en stor kundemasse og er et godt, kendt varemærke, siger Pål Svenkerud til Børsen.

Bank Norwegian håber at kunne lave overskud i Danmark og Finland inden for cirka to år.

John Norden, partner i Mybanker.dk, spår Bank Norwegian gode muligheder for at lykkes i Danmark.

- Det lyder spændende. De gør meget rigtigt med deres teknologi og distribution, som i lighed med øvrige nichebanker bidrager med en ny dimension i det danske marked, siger John Norden til Børsen.

Finansanalytiker Odd Weidel i Sparebank 1 Markets er dog mere skeptisk over for Norwegians planer, da det ifølge ham kan være sværere at inddrive gæld i Danmark end i andre nordiske lande.

/ritzau/