Forside Nyheder Norwegians kabinefolk forbereder langvarig storstrejke

Norwegians kabinefolk forbereder langvarig storstrejke

Norwegians kabinefolk forbereder langvarig storstrejke

Lige nu læser andre

Kabinefolket og ledelsen i Norwegian taler ikke længere sammen, og de ansatte venter nu kun på besked fra den danske forligsmand Asbjørn Jensen, før en storstrejke blandt omkring 1300 kabinefolk bryder ud i Norwegian senest den 25. maj.

Sådan lyder meldingen fra fagforeningen Parat, som repræsenterer både de danske og norske kabinefolk i det norske lavprisselskab.

– I Norge har vi afbrudt forhandlingerne, og strejken er et faktum. Vi venter nu kun på, at den danske forligsmand Asbjørn Jensen giver os tidsfristerne, siger kommunikationschef i Parat, Arve Sigmundstad, til Ritzau.

– Så snart de er på plads, så vil der blive en parallel strejke i Norge og Danmark, tilføjer han.

Læs også

Hvis eller når strejken bryder ud blandt de norske og danske kabinefolk, kan det blive en langvarig affære.

– Vi har musklerne til at holde konflikten kørende, så længe det er nødvendigt, siger Arve Sigmundstad.

En storstrejke i Norwegian kan få store konsekvenser i Danmark, hvor Norwegian blandt andet er det andet største selskab i Københavns Lufthavn med mange tusinde danske passagerer om året.

3F i Kastrup har tidligere erklæret sig parat til en sympatikonflikt og med blokade af Norwegian i Københavns Lufthavn, så selskabet for eksempel ikke vil kunne få fyldt brændstof på eller få håndteret passagernes bagage.

– Vi har gode venner i Københavns Lufthavn, siger Arve Sigmundstad.

– Hvis Parat beder om det, så er hele den europæiske fagbevægelse klar til sympatiaktioner. Det er ikke noget, vi har bedt om endnu, men noget vi løbende overvejer, siger han.

I den danske forligsinstitution kan man bekræfte, at der har været forhandlinger i København mellem Norwegians danske kabineansatte og Norwegian.

Forligsmanden valgte forleden at udsætte konflikten i 14 dage. Derfra kan konflikten yderligere udsættes i fem dage, så den senest kan træde i kraft den 25. maj. Men forligsmanden kan også vælge at sætte en tidligere dato.

Først når forligsmanden har sat en dato, vil de 228 danske kabinefolk i Norwegian lovligt kunne deltage i en eventuel strejke, og de omkring 1000 norske kabineansatte kan så følge trop.

/ritzau/

Læs også

Ads by MGDK