Novo: Fedme-nyhed sender aktien i rekord i New York

Skrevet af admin

12/09/2014

Mest læste i dag

Det amerikanske aktiemarked belønner Novo Nordisk-aktien med endnu en kursrekord, efter at et ekspertpanel under den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, torsdag anbefalede, at der udstedes markedsføringstilladelse til Novos vægttabsmiddel Saxenda.

Novo-aktien sluttede 1,8 procent højere på Wall Street, men i det såkaldte eftermarked er aktien handlet endnu højere op.

Eksperternes afgørelse blev truffet med et overvældende flertal med stemmerne 14-1. Afstemningen i ekspertpanelet var kulminationen på et godt otte timer langt møde.

Stigningen i Novo-aktien satte ind allerede op til den endelige afgørelse. Den blev truffet omkring fem minutter før børsens lukketid. Facit blev en stigning på 1,8 procent fra onsdag til 46,78 dollar.

Med en dollarkurs på 5,76 kroner, svarer det til 269,5 kroner eller knap en procent over slutniveauet i København torsdag.

I eftermarkedet er fremgangen forstærket. Ifølge CNNMoney er Novo-aktien steget yderligere 4,36 procent til 48,82 dollar.

Dermed er der lagt op til en mindre festdag for Novo, når fondsbørsen i København åbner fredag. Hvis tendensen fra New York bliver den samme i Danmark, vil Novo-aktien stige til 281,2 kroner.

Begivenheden følges tæt af aktiemarkedet, da der hersker nogenlunde enighed om, at Saxenda kan blive en såkaldt blockbuster, hvilket kræver et salg på mindst en milliard dollar årligt.

/ritzau/