Novo-håbet Tresiba er nu ude i 39 lande

Skrevet af admin

03/02/2016

Mest læste i dag

Det går den rigtige vej for et af Novo Nordisks store guldæg, det langtidsvirkende insulinpræparat Tresiba.

Insulinproduktet har den fordel frem for mange af konkurrenterne, at man kun behøver at tage én daglig dosis, hvilket gør hverdagen lettere for personer med diabetes.

Tresiba er et forholdsvist nyt produkt, og derfor er det ifølge selskabets årsregnskab for 2015 endnu kun blevet lanceret i 39 lande.

Vigtigst var det, at man i fjerde kvartal rullede præparatet ud på det lukrative amerikanske marked, hvor man ligger i hård konkurrence med franske Sanofi.

De konkrete salgstal for Tresiba fremgår ikke af årsregnskabet, hvor Novo blot konstaterer, at den såkaldte nye generation af insulinprodukter - som også omfatter Ryzodeg og Xultophy - genererede en nettoomsætning på 1,4 milliarder kroner.

Det svarer til en vækst på 119 procent sammenlignet med året før, men det er kun 1,3 procent af årets samlede salg på knap 108 milliarder kroner.

Novo Nordisks bestsellere i 2015 var insulinprodukterne Novorapid og Levemir samt type 2-diabetes-medicinen Victoza i den rækkefølge.

Den danske medicinalvirksomhed oplyser i øvrigt i regnskabet, at man har øget sin andel på verdensmarkedet for diabetesbehandling fra 27 procent til 28 procent.

/ritzau/