Nu får de vanrøgtede hunde nye hjem

Skrevet af Jesper Larsen

15/05/2015

Mest læste i dag

Selvom den 31-årige kvinde der ejede de 91 hunde i den store sag om vanrøgt har valgt at klage over politiets fjernelse af de mange hunde, så er der allerede kommet skub i at få sendt dem ud til nye og kærlige hjem. 

Tirsdag kom tre af hundene videre fra internattet i Roskilde, og de seneste dage har et par stykker yderligere fundet nye hjem. 

Læs også: Fik fjernet 91 vanrøgtede hunde: Nu klager hun over politiet

Og ifølge internatet bliver der nu sat yderligere fart på bortadoptionerne. 

- En del af de store hvalpe har vi hurtigt kunnet få klar til at få den formidlet videre. De havde ikke de store komplikationer med tandproblemer eller navlebrok, siger souschef på Roskilde Internat, Christina Larsen, til sn.dk.

Der var flere forskellige racer blandt de mange hunde, der blev fundet under uhumske forhold i et nedlagt landbrug, men især en gruppe hunde, er der rift om. 

Læs også: Ejer til vanrøgtede hunde har meldt sig selv

- Der er ingen tvivl om, at cockerspanielerne er lettere at afsætte. Deres historie og så deres nuser-faktor gør, at vi nok skal finde gode hjem til dem alle sammen, siger Christina Larsen til sn.dk, og fortæller, at en del af hundene ikke engang nåede at blive slået op på internettet, før nye ejere havde meldt sig på banen.