Nu kan danskerne overføre penge mellem banker i realtid

Skrevet af admin

21/11/2014

Dagens topnyheder

Det er fortid, at det kan tage en bankdag at overføre penge fra en bank til en anden. Fra fredag indfører de danske banker det, der kaldes straksclearingen.

Med straksclearingen får de danske bankkunder for første gang mulighed for at overføre penge i realtid. Det betyder, at kunderne fremover kan overføre penge mellem hinanden hurtigt, oplyser Finansrådet.

Køber man eksempelvis en cykel eller en bil, kan man betale via sin mobile netbank, og inden for få sekunder kan modtageren se, at pengene er tikket ind.

- Vi tror, at kunderne har en forventning om, at betalinger overføres så hurtigt som en sms eller en mail. Straksclearingen er hurtig, den er tilgængelig døgnet rundt, året rundt, siger underdirektør i Finansrådet Michael Busk-Jepsen i en pressemeddelelse.

- Derfor er den velegnet til tidskritiske betalinger. Hvis man har glemt at betale en vigtig regning som el, gas eller husleje, kan betalingen sendes af sted til modtageren inden for få sekunder, siger han.

Straksclearing er blevet til i tæt samarbejde mellem Nationalbanken og bankerne. Afdelingschef i Nationalbanken Kristian Kjeldsen siger, at Danmark nu får en infrastruktur, som er fremtidssikret og blandt de bedste i verden.

I dagligdagen kan straksclearingen være et alternativ til for eksempel dankortet i situationer, hvor forretningerne er ikke er meget for at udlevere varer til en værdi over garantien på 4000 kroner, før pengene er modtaget.

I stedet for at skulle vente et døgn eller i bedste valg flere timer kan kunden få sin vare med det samme ved at benytte en straksoverførsel.

Ifølge Finansrådets underdirektør Michael Busk-Jepsen har de danske bankkunder traditionelt været meget interesserede i at benytte nye, digitale betalingsløsninger.

- Det har vi set med dankort, betalingsservice, netbank, mobilbetalinger - og vi ser det lige nu med bankernes mobile betalingsløsninger, siger han.

/ritzau/