Nu kan du selv bestemme, hvem der skal arve din Facebook

Skrevet af Janni Hansen

12/02/2015

Dagens topnyheder

Du må få min Facebook-konto, når jeg dør. Den sang kan Facebook-brugere i USA snart synge med på.

Nu kan de nemlig selv bestemme, hvem der skal “arve” deres Facebook-konto. Det skriver Mashable.

Socialmedia-sitet over dem alle har nemlig åbnet for, at amerikanske brugere kan vælge, hvem af deres Facebook-venner, der skal administrere deres Facebook-konto, den dag de dør.

Den nye Facebook-funktion findes under sikkerhedsindstillinger.

Den giver mulighed for at vælge en blandt brugerens Facebook-venner, som får adgang til bestemte funktioner på brugerens profil som eksempelvis foto og den seneste opdatering, når brugeren er afgået ved døden.

Facebook-arvtageren kan dog ikke læse den afdødes beskeder eller ændre i kontoinstillinger.

Skulle der ikke være nogen i venne-flokken som de amerikanske Facebook-brugere, synes skal have æren af at føre deres Facebook videre, så kan de også bare vælge, at deres bruger skal slettes den dag, de dør.

Læs også: Robin Williams kone og børn strides om arven

Når Facebook bliver opmærksom på, at en person er afgået ved døden, ændrer de samtidig brugerens konto til et mindesite og giver kontoen et mærke, så man kan se, at der er tale om en afdød persons mindeside.

Ifølge Facebook productmanager Vanessa Callison-Burch er meningen med tiltaget at give venner og familie mulighed for at styre deres afdøde pårørendes Facebook-profiler.

- Vi får ofte henvendelser fra familiemedlemmer til afdøde, som gerne vil kommunikere information om f. eks. begravelse eller mindehøjtideligheder på den afdødes Facebookside.

Funktionen er foreløbig tilgængelig i USA og vil senere blive introduceret i andre lande.

Det er dog uvist, hvornår danskerne får lov at testamentere deres Facebook-konto videre til en ven.