Nu opfordres til at bruge mundbind i hjemmet

Skrevet af Julie Møller

04/12/2020
Modelfoto: Shutterstock.com
Modelfoto: Shutterstock.com
Det giver også mening at bære mundbind derhjemme, ifølge en professor.

Dagens topnyheder

Hvis du har været på en restaurant i den seneste tid, så kender du også godt til mundbindsreglerne. På restauranter skal man bruge mundbind, når man ikke sidder på sin plads, og det giver mening at kopiere denne adfærd til de danske hjem. Det mener Jens Lundgren, der er professor på Infektionsmedicinsk Klinik på Rigshospitalet og Københavns Universitet.

TV 2 skriver, at han opfordrer danskerne til også at tage mundbindet i brug indenfor hjemmets fire vægge, hvis man vel at mærke er sammen med folk uden for ens sociale boble. 

Jul lige om lidt

Kalenderen viser december, og lige om lidt er det juleaften og derefter følger juledagene. Det er en tid, hvor vi normalvis samles fra nær og fjern. Det er især her, at mundbindet kommer i spil. 

“Jeg taler til den sunde fornuft. Det er virkelig ærgerligt, hvis man holder et arrangement op til jul og smitter dem, man har inviteret,” siger Jens Lundgren og konstaterer, at hvis det virker i det offentlige rum, så er det lige så godt og fornuftigt at gøre i det private rum. Han tror på, at det vil have en betydelig virkning på at undgå smittespredning til sammenkomster i hjemmet, hvis man tager mundbind på.

En anderledes jul 

Mette Frederiksen har i dag afholdt et mindre pressemøde, hvor hun blandt andet talte om julen. 

“Der er ikke ret mange af os, der kommer til at kunne holde jul, som vi plejer, fortæller statsminister Mette Frederiksen og fortsatte:

“Vi skal se færre mennesker, vi kan ikke danse om juletræet, som vi plejer. Præcis, hvordan det kommer til at foregå, det ved vi ikke endnu."

Ligeledes lød det fra pressemødet, at indbyggere i hovedstaden skal ændre adfærd, så smittetallet kan falde. Ellers kan der meget vel komme flere restriktioner.