Nu vil Facebook stoppe dig før du poster pinlige billeder

Skrevet af Jesper Larsen

11/12/2014

Dagens topnyheder

De fleste har prøvet det efter en våd tur i byen. At vågne op til en bunke billeder på Facebook, man har postet i løbet af natten, hvor man vælter rundt og opfører sig alt andet end civiliseret. 

Men nu vil Facebook gøre det sværere for dig ved hjælp af en virtuel assistent, der venligt spørger dig, om din chef og familie har godt af at se de billeder, du er ved at lægge op.

Den virtuelle hjælper er ved at blive udviklet af Facebooks afdeling for kunstig intelligens, skriver Wired

Afdelingen har arbejdet på flere projekter de sidste år, og de er nu ved at udvikle og forberede værktøjet, der forhåbentligt kan stoppe en del opdateringer, der ikke er helt gennemtænkt.

Ideen er, den virtuelle hjælper kan kende forskel på dig, når du er fuld og ædru, og derfor vil byde ind med et forslag om ikke at sende billeder ud, når den kan se, at din promille er i top og forstand i bund. 

Teknikken er en videreudvikling af ansigts-genkendelse, der har eksisteret i flere år, hvor Facebook og andre programmer kan kende dig og dine venners ansigter, når du lægger dem op.