Ny aftale på plads: 185 millioner til færre kemikalier

Skrevet af admin

23/10/2013

Mest læste i dag

Regeringen har indgået en aftale med alle Folketingets partier om den danske kemikalieindsats for perioden 2014-2017, oplyser Miljøministeriet.

Der er afsat 185 millioner kroner, som blandt andet skal bruges på øget fokus på kemikalier i produkter til børn samt et øget fokus på det internationale arbejde med de lande, som eksporterer produkter til Danmark.

- Der er stadigvæk mange problematiske kemikalier i vores produkter, i naturen og i mennesker. Det skal vi have styr på ved at samarbejde både nationalt og internationalt, så vi kan erstatte de problematiske kemikalier med bedre alternativer.

- Det er det, vi sætter fokus på, med den nye kemikalieindsats, siger miljøminister Ida Auken (SF).

Det særlige fokus på børn og unge betyder ifølge Miljøministeriet blandt andet en kortlægning og risikovurdering af kemiske stoffer i børneprodukter.

Og internationalt lægges der op til et tæt samarbejde med andre lande for at sikre danske fingeraftryk i EU-regi og i globale kemikaliekonventioner.

I Enhedslisten hilser miljøordfører Per Clausen aftalen velkommen:

- Jeg er glad for, at der sættes fuld fokus på at tilvejebringe den omfattende dokumentation der er påkrævet, så vi kan få reguleret og udfaset de mange problematiske stoffer, siger Per Clausen.

Og budskabet er det samme fra Venstres miljøordfører, Henrik Høegh.

- På kemikalieområdet er vi dybt afhængige af faglig viden. Derfor er det vigtigt at inddrage interessenterne, så vi får udnyttet den viden der er på området optimalt.

- Og så er jeg personligt glad for, at vi har fået det internationale arbejde og samarbejdet med andre lande prioriteret højt, siger Henrik Høegh.

Udover det internationale arbejde og en øget indsats overfor skadelige stoffer i produkter rettet mod børn og unge betyder aftalen øget fokus på samarbejde mellem virksomheder, forskere og myndigheder for at forbedre den grønne omstilling.

/ritzau/