Ny fartkampagne: Sænk farten på landevejene

Skrevet af Elo Christoffersen

07/10/2013

Mest læste i dag

Kolding Kommune er fra i dag med i en landsdækkende kampagne, der skal få bilisterne til at overholde fartgrænsen på landevejene.

I løbet af de seneste år er gennemsnitsfarten dalet på de danske landeveje. Det kan ses på antallet af dødsulykker i trafikken. Der har aldrig været så få dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikken som nu.  En stor del af forklaringen er den lavere hastighed.

For at den udviklingen skal fortsætte, er Kolding Kommune gået sammen med Rådet for Sikker Trafik og Q8 i en ny, landsdækkende kampagne, der hedder ”Sænk farten – en lille smule betyder en hel del”.

- Formålet er at minde bilisterne om, at hvis de sænker farten bare en lille smule, så kan det få afgørende betydning for antallet af alvorlige ulykker. Det betyder at flere vil kunne nå at bremse eller undvige, hvis der sker noget uforudset på vejen, siger Iver Pedersen, formand for kommunens Trygheds- og Trafiksikkerhedsråd.

Langs landevejene i kommunen vil bilisterne de kommende uger møde skilte, der opfordrer dem til at sænke farten en lille smule.

Kampagnen kører frem til den 27. oktober.