Ny finansminister: Grækerne fortjener bedre

Skrevet af admin

06/07/2015

Mest læste i dag

Grækerne har med resultatet af søndagens folkeafstemning erklæret, at de fortjener bedre og ikke kan acceptere en "ikke-levedygtig" løsning på gældskrisen.

Det siger Grækenlands nye finansminister, Euclid Tsakalotos, efter han mandag aften blev taget i ed til ministerposten.

- Vi vil gerne fortsætte drøftelserne. Jeg mener, at noget kan forandre sig i Europa, siger Tsakalotos ved sin første pressekonference, efter han var udnævnt til finansminister.

Han indrømmer i samme ombæring, at han er ramt af lidt "sceneskræk" ved at indtage posten som finansminister.

- Jeg kan ikke skjule for jer, at jeg er ret nervøs. Jeg får ikke dette job på det nemmeste tidspunkt i Grækenlands historie, siger han på pressekonferencen, hvor han sad ved siden af sin forgænger, Yanis Varoufakis.

Men han understreger, at han er ivrig efter at genstarte forhandlingerne med de øvrige eurolande.

- Vi vil fortsætte forhandlingerne og tage dette mandat, der er givet os af det græske folk og forsøge at opnå noget bedre for alle disse folk, der har lidt så meget, siger han ifølge Reuters.

Tsakalotos har været medlem af det venstreorienterede regeringsparti, Syriza, i 10 år og regnes for at være hjernen bag partiets økonomiske politik.

Han har desuden været græsk chefforhandler under gældskrisen.

Tsakalotos afløser den mere bramfri Yanis Varoufakis, der mandag morgen meddelte, at han træder tilbage fra posten.

Varoufakis' begrundelse for at gå af er, at de øvrige eurolande åbenbart hellere vil have et nyt ansigt.

- Kort efter meddelelsen om resultatet af folkeafstemningen blev jeg gjort opmærksom på en vis præference blandt nogle af deltagerne i eurogruppen og diverse partnere for, at jeg ikke er til stede på møderne, skriver han på sin blog.

/ritzau/AFP