Ny franskmand identificeret på video af IS-henrettelse

Skrevet af admin

19/11/2014

Dagens topnyheder

Endnu en fransk statsborger er blevet identificeret på en video fra Islamisk Stat med henrettelser af en gruppe syrere og en amerikansk nødhjælpsarbejder.

På videoen, der blev offentliggjort søndag i sidste uge, optræder en 22-årig fransk statsborger fra en forstad til Paris ifølge en kilde tæt på efterforskningen i Frankrig. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Den franske præsident, François Hollande, har tidligere bekræftet, at man har spottet to franskmænd på videoen, og nu er de begge således identificeret.

Forleden kom det frem, at konvertitten Maxime Hauchard fra en lille by i Normandiet var blandt IS-bødlerne. Den anden franskmand går under navnet Abu Othman.

Det franske nyhedsbureau skrev i sidste uge, at man mener, at også en dansk statsborger optræder på videoen blandt islamisternes bødler. Den oplysning er ikke blevet bekræftet af danske myndigheder.

Den norske efterretningstjeneste (PST) har bekræftet, at den har været optaget af at efterforske, om der er nordmænd på videoen.

Nu melder PST imidlertid ifølge nyhedsbureauet NTB, at man ikke vil oplyse, hvad den efterforskning har ført til.

- Helt generelt er det en interessant oplysning, om man ser en nordmand på videoen, hvor personen dræber en anden. Det kan være interessant i forhold til en eventuel straffesag, siger seniorrådgiver Martin Bernsen fra PST til det norske nyhedsbureau.

/ritzau/