Ny hærchef kan skabe øget splid i Libyen

admin

9 år siden

|

02/03/2015

Dagens topnyheder

Den tidligere libyske general Khalifa Haftar er mandag udnævnt til hærchef af landets internationalt anerkendte regering.

Beslutningen kan vanskeliggøre bestræbelserne på at forhandlet sig frem til en løsning på stridighederne i landet.

General Haftar var en af Muammar Gaddafis allierede, som i 2011 sluttede sig til oprøret mod den daværende libyske leder. Han har siden maj sidste år stået i spidsen for kampen mod Libyens islamistiske oprørere.

Udnævnelsen af ham ventes at øge spændingerne mellem den internationalt anerkendte regering i øst og regeringen i Tripoli, som ser udnævnelsen af Haftar som et tegn på, at den gamle garde er på vej tilbage til magten.

I forbindelse med udnævnelsen til hærchef er general Haftar forfremmet til generalløjtnant. Han ventes at blive taget i ed tirsdag eller onsdag.

Libyen er et land præget af kaos efter oprøret i 2011 mod Libyens daværende leder, Muammar Gaddafi. Han blev tvunget fra magten blandt andet med massiv luftstøtte fra en vestlig koalition, som Danmark var del af.

Et blodigt opgør bliver udkæmpet mellem en international anerkendt regering i den østlige del af landet og islamistiske oprørere i den vestlige del. De lokale medier i det vestlige område er i stor udstrækning under oprørernes kontrol.

De to rivaliserende parlamenter - og hære - har regeret i hver deres område, siden militsen Libysk Daggry indtog hovedstaden Tripoli i august sidste år.

FN forsøger at mægle i fredsforhandlinger, der skal forhindre, at den voldelige magtkamp river det nordafrikanske land midt over.

/ritzau/Reuters