Ny integrationsydelse tager ikke højde for familiestørrelse

Skrevet af admin

08/11/2015

Mest læste i dag

6144 kroner til husleje. Det beløb lægger regeringen til grund, når den skal beregne, hvor meget en flygtningefamilie på den nye, lavere integrationsydelse har i rådighedsbeløb om måneden.

Og det er ligegyldigt, om det er en familie på to, fire eller syv personer, skriver Jyllands-Posten.

Metoden "giver ingen mening," mener finansdirektør i Arbejdernes Landsbank Lone Kjærgaard, der har speciale i privatøkonomi:

- Det er en meget speciel antagelse. I dagens Danmark vil vi jo hverken proppe tre, fire eller fem børn ind på det samme værelse.

Også Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom og afdelingsdirektør i Nordea, undrer sig.

- Det normale vil være, at det koster mere at finde en bolig til syv personer end en bolig til to personer, siger hun til Jyllands-Posten.

Udlændingeminister Inger Støjberg (V) står på mål for regneeksemplerne. Hun henviser til, at de til en vis grad er hentet fra Skatteministeriets standardberegninger.

Skatteministeriet oplyser dog, at deres beregninger gælder for maksimalt to voksne og to børn. Men to voksne og fem børn kan godt bo på den samme plads, mener Støjberg.

- Hvis man ønsker sig en større bolig, så er det bedste at komme ud på arbejdsmarkedet, tjene sine egne penge og dermed få råd til flere kvadratmeter, lyder det fra ministeren i et skriftligt svar til Jyllands-Posten.

Regeringen forventer, at 45.000 personer til næste år vil være omfattet af integrationsydelsen.

Integrationsydelsen er tidligere blevet kritiseret af politikere og fagfolk. Blandt andet er det blevet argumenteret, at en nedsættelse af integrationsydelsen vil få store konsekvenser for børn af modtagere af ydelsen, der ikke vil få råd til at gå til fritidsaktiviteter, og på den måde møde dansk kultur og foreningsliv.

/ritzau/