Ny massakre i Nigeria: Bevæbnede islamister dræber 47

Skrevet af admin

20/02/2014

Dagens topnyheder

Den islamistiske gruppe Boko Haram stod onsdag bag endnu en massakre i det uroplagede Nigeria. Torsdag middag er dødstallet ifølge nyhedsbureauet AFP nået op på 60 personer.

Bevæbnede mænd slog til mod byen Bama i den nordøstlige del af landet. Her angreb de en skole og slog menneskerne ihjel - flere blev skudt og brændt, lyder det fra politiet og øjenvidner.

Politiet bekræfter, at 60 mennesker er slået ihjel og adskillige flere såret under angrebet, der fandt sted i delstaten Borno.

- Vi sammenligner tallene lige nu, og antallet af døde er steget til 60, men dødstallet vil sandsynligvis stige, siger politikommissær ved Borno Politi, Lawal Tanko, til AFP.

Borno ligger i epicentret for det islamistiske oprør, som har kostet tusindvis af menneskeliv siden 2009.

- Boko Haram ankom klokken fire - lige da vi skulle til at gøre os klar til morgenbønnen, siger en af de lokale beboere i Bama og tilføjer:

- Der var skyderi overalt. Flere døde. Studerende var nødt til at løbe for livet, da de angreb et college for piger.

Onsdagens massakre er en blandt flere den seneste tid. Søndag blev 106 mennesker slået ihjel i en landsby i den nordøstlige del af landet - butikker blev plyndret og huse brændt ned.

For omkring to uger siden stod Boko Haram bag et angreb mod to andre landsbyer i Borno, hvor 43 personer blev dræbt.

Boko Haram betyder "vestlig uddannelse er en synd". Gruppen har været aktiv i den nordlige del af landet med angreb, der primært har været rettet mod kristne.

Boko Haram kæmper blandt andet for, at sharia-lov skal indføres i hele Nigeria. Den islamiske gruppe betegnes som en terrorgruppe i USA.

/ritzau/Reuters