Ny United-nedtur: Mister sejren i allersidste sekund

Skrevet af admin

09/02/2014

Dagens topnyheder

Manchester United kunne søndag tilføje endnu en skuffelse til mestrenes miserable sæson, da det kun blev til 2-2 hjemme på Old Trafford mod Premier Leagues absolutte bundhold, Fulham.

Gæsterne, der havde tabt de seneste tre Premier League-kampe, fik en stærk indledning på kampen.

Lewis Holtby, som Fulham har lejet i Tottenham, hvor tyskeren stod i skyggen af Christian Eriksen, serverede efter 19 minutters spil en perfekt timet sukkerbold til Steve Sidwell, der køligt udplacerede United-målmand David De Gea.

United-spillerne sværmede rundt om gæsternes felt i resten af første halvleg, men uskarphed og en stærkt spillende Maarten Stekelenburg i Fulham-målet forhindrede en udligning i første halvleg.

United-presset fortsatte i anden halvleg, og der reelt tale om en belejring af Fulham-feltet. Men gang på gang stod gæsternes hollandske målmand i vejen.

Men med 12 minutter igen rakte målmandens mirakler ikke længere. Robin van Persie kunne skubbe udligningen over stregen efter Juan Matas flade aflevering.

Og blot minuttet efter bragte Michael Carrick hjemmeholdet foran, da hans afslutning blev rettet af og efterlod Stekelenburg uden chance.

Fulham skiftede kort efter en dødtræt William Kvist ud. Den danske landsholdsspiller havde leveret et enormt løbearbejde i forsvaret af Fulhams føring.

Det lignede en tiltrængt United-sejr, men fem minutter inde i overtiden svigtede koncentrationen, og gæsternes Darren Bent kunne heade udligningen i mål til stor fortrydelse for værternes pressede manager David Moyes.

Manchester United mistede dermed endnu et skridt i kampen om den Champions League-udløsende fjerdeplads. Mestrene har nu ni point op til Liverpool på fjerdepladsen, og hele 15 point op til førerholdet Chelsea.

Fulham ligger fortsat på sidstepladsen i Premier League med fire point op til den behagelige side af nedrykningsstregen.

/ritzau/