Nye restriktioner rammer dansk eksport for 30 millioner

admin

|

21/10/2014

Dagens topnyheder

Den årlige eksport til Rusland af slagtebiprodukter fra kvæg og svin, spiseligt mel og pulver af kød, fedt, spæk samt talg fra kvæg udgør cirka 30 millioner kroner. Det er cirka 26 procent af den samlede eksport fra Danmark af de omtalte produkter.

Det oplyser Landbrug & Fødevarer.

Desværre for danske producenter af de nævnte produkter har Rusland tirsdag indført restriktioner mod import af netop disse varer med øjeblikkelig virkning.

Det tvinger et presset EU-marked til at kigge på alternative købere til produkterne, siger sektordirektør for Kødbranchens Fællesråd, Allan Munch Mortensen, til Ritzau.

- Når det gælder biprodukter er det svært at finde en afløser for Rusland. Vi skal finde andre markeder. Afrika er for eksempel ikke villige til at betale det for produkterne, som vi kunne tænke os.

- Vi arbejder meget med at komme ind i Kina og Japan med vores produkter, men det har vi ikke adgang til i øjeblikket. Det er svært at sige, hvad der sker, men Japan står til at åbne tidligere op for os end Kina, siger Allan Munch Mortensen.

Kødbiprodukter omfatter blandt andet lever, hjerter, tunger og nyrer. Det er særligt lever, som bliver eksporteret fra Danmark til Rusland.

Talg indgår blandt andet i produktionen af pølser.

Fødevarestyrelsen oplyser, at de nye produkter, som er ramt af restriktioner, ikke vil fremgå af listen over de produkter, der er omfattet af det generelle russiske importforbud som følge af de politiske sanktioner i forbindelse med krisen i Ukraine.

Årsagen er, at russerne begrunder de nye restriktioner i veterinære mangler i forbindelse med importen af kødprodukter fra EU-lande.

Russerne påstår, at der har været fund af tungmetaller og stoffet kloramfenikol i de importerede produkter, der nu er indført restriktioner mod.

Den russiske påstand ønsker Allan Munch Mortensen ikke at kommentere.

/ritzau/