Nyt forslag: Sæt flygtninge til at gøre billigt rent

Skrevet af Kirstine Petersen

09/02/2016

Dagens topnyheder

Det er for dyrt for familier og andre borgere at få gjort rent i deres eget hjem.

Men hvis vi sætter flygtninge til at klare tjansen, slår vi flere fluer med ét smæk.

Det mener fagforeningen Akademikernes Centralorganisation (AC), som kommer med et nyt forslag op mod trepartsforhandlingerne:

Vi skal genindføre den hedengangne hjemmeserviceordning, som var en tilskudsordning, der også fremover kan gøre det billigere end tilfældet er i dag for private at få gjort rent. 

- Da vi lavede hjemmeserviceordningen tidligere, så vi, at den faktisk skabte en hel del job. Og derfor synes vi, det er en god tilgang at lave en lignende ordning nu, siger formanden for Akademikernes Centralorganisation, Lars Qvistgaard, til Dagens.dk. 

I dag er det for dyrt for private at få gjort rent, men hvis flygtninge kan tage over, kan der komme et andet udbud og en anden efterspørgsel på rengøring i private hjem, er tankerne bag forslaget.

- Hjemmeserviceordningen kan bruges til at få skabt nogle job til folk, der ikke har den store faglighed eller tilknytning til arbejdsmarkedet, mener Lars Qvistgaard. 

På spørgsmålet om, hvorvidt forslaget får konsekvenser for det service- og rengøringspersonale, der allerede er på det danske arbejdsmarked, svarer han:

- Ift. konsekvenser, så har jeg den forventning, at der kommer en ny type job, som kan være med til at skabe et større jobudbud og efterspørgel. Når man ser på, hvor meget det koster at få hjemmeservice i dag, så er det ikke attraktivt, fordi det er for dyrt. Tankegangen er her, at det kan være med til at gøre det mere attraktivt. Nu har vi præsenteret tankerne, og en løsning skal selvfølgelig være inden for nogle rammer og vilkår, som også svarer til de overordnede vilkår, som vi kender herhjemme. Det burde kunne lade sig at gøre, siger Lars Qvistgaard.

Håbet er også, at det kan give eksempelvis børnefamilier mere tid til andre ting end rengøring:

- Det kan også være, at det øger produktiviteten for andre faggrupper; børnefamilier får måske mere tid til at løse andre opgaver end dem i hjemmet, uddyber Lars Qvistgaard.

Forslaget er endnu ikke lagt endeligt på forhandlingsbordet, men er en del af i alt ti forslag fra AC op mod trepartsforhandlingerne mellem regeringen, KL og fagbevægelsen. 

Dagens.dk har spurgt 3F, der repræsenterer en del af det rengøringspersonale, der allerede er på jobmarkedet, hvad foreningen mener om forslaget.

3F ønsker ikke umiddelbart at kommentere forslaget inden trepartsforhandlingerne starter. 

Følg Dagens Politik for flere lignende artikler: