Nyt knivoverfald på togstation i Kina: Seks er såret

Skrevet af admin

06/05/2014

Dagens topnyheder

Seks personer er såret efter et nyt knivangreb på en togstation i Kina tirsdag, oplyser politiet i Guangzhou i en meddelelse.

Alle de tilskadekomne er blevet indlagt på hospitalet, og politiet skød en af knivstikkerne på stationen i den sydkinesiske storby Guangzhou.

Mindst to af ofrene er angiveligt kvinder.

I alt fire personer angreb mennesker på togstationen med knive, skriver det lokale medie Peoples Daily.

Gerningsmændene bar hvide kasketter og ignorerede politiets advarsler, hvorefter politimændene åbnede ild.

En gerningsmand døde, en blev anholdt, mens det lykkedes to af gerningsmændene at flygte fra stedet.

Angrebet kommer godt en måned efter, at 29 personer blev dræbt, og 143 mennesker blev såret af mænd med macheter på en togstation i den sydvestlige kinesiske by Kunming i marts.

Blodige masseangreb er sjældne i Kina, men har været stigende de seneste måneder. Ifølge myndighederne står religiøse ekstremister fra regionen Xinjiang bag de voldsomme episoder.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters skiver avisen Guangzhou Journal, at angrebene på byens togstation blev begået med en halv meter lange knive. Ofrene var alle på vej væk fra stationen.

/ritzau/AFP