Regeringens plan om at etablere et nyt udrejsecenter for afviste asylsøgere med op til 700 pladser på Sjælsmark Kaserne i Hørsholm kun to kilometer fra Center Sandholm i Allerød, der har 600 pladser, modtager kritik fra den lokale front.
Borgmestrene i Hørsholm og Allerød protesterer over, at regeringen vil placere op mod 1300 af landets nuværende 5000 asylsøgere i to asylcentre, der ligger meget tæt på hinanden.
- Vi er på vej til at få en asylghetto med en så stor koncentration af asylsøgere.
- Det vil give en voldsom belastning i området, blandt andet fordi nogle af beboerne er udvist på grund af kriminalitet eller er her på tålt ophold, siger borgmesteren i Hørsholm Kommune, Morten Slotved (K), til Jyllands-Posten.
Under processen har Hørsholm Kommune haft så vanskeligt ved at få oplysninger fra de statslige myndigheder om planerne for den nedlagte kaserne, at kommunen ifølge Jyllands-Posten ad to omgange har taget det usædvanlige skridt at søge aktindsigt i syv forskellige ministerier og styrelser.
Lektor i forvaltningsret Steen Bønsing fra Aalborg Universitet kritiserer, at Hørsholm og Allerød har haft store vanskeligheder med at få fat i oplysningerne.
- De statslige myndigheder bør inddrage en kommune, når et så stort projekt som et udrejsecenter for asylsøgere er undervejs.
- Selv om det eventuelt kan give problemer for de statslige myndigheder at skulle inddrage kommunen, er det selvfølgelig ikke nogen undskyldning for ikke at gøre det, siger han til Jyllands-Posten.
Justitsminister Karen Hækkerup (S) erkender, at der "ikke har været nogen køn dialog omkring processen".
- Vi fastholder placeringen på Sjælsmark, for det giver gode muligheder for tæt koordinering med Center Sandholm, hvor Rigspolitiet allerede er til stede, siger hun til Jyllands-Posten.
/ritzau/