OB opruster igen på angrebsfronten

Skrevet af admin

13/08/2014

Dagens topnyheder

Superligaklubben OB har lavet en toårig aftale med den georgiske landsholdsangriber Vladimir Dvalishvili, skriver fynboerne i en pressemeddelelse.

28-årige Dvalishvili kommer fra den polske mesterklub Legia Warszawa, som han sidste sæson scorede for 15 gange.

Han er den anden angriber, som kommer til OB efter sæsonstarten. I sidste uge hentede OB 24-årige Thomas Mikkelsen i 1. divisionsklubben Fredericia.

- Det er ingen hemmelighed, at vi har brugt rigtig mange kræfter på at forstærke vores angreb. Det har vi gjort i den seneste uge med først Thomas Mikkelsen og nu Vladimir Dvalishvili.

- Vladimir er en attraktiv spiller, som er eftertragtet af mange andre klubber, og vi er glade for, at Vladimir har valgt OB, siger sportsdirektør Jesper Hansen.

- Han har længe været et emne i OB, men hidtil har vi rent økonomisk ikke haft mulighed for at tiltrække ham.

- I Dvalishvili henter vi en rutineret angriber i sin bedste alder, der har masser af erfaring fra internationale kampe på både klub- og landsholdsniveau, og som via sine ophold i Israel og Polen ved, hvad det kræver, når han skal tilvænne sig en ny spillestil og fodboldkultur.

- Han er en kølig afslutter, som vi er sikre på, vil blive en stor gevinst for vores trup, siger Jesper Hansen.

OB har i de første fire spillerunder scoret fire mål og blot opnået to point. Træner Troels Bech ser frem til at sende Dvalishvili på banen.

- I Vladimir Dvalishvili får vi en klassisk boksspiller med kvalitet i afslutningerne. Det er en spiller, man mange gange først ser i feltet, hvor han er god til at få skabt plads til sig selv, og som har en høj træfsikkerhed.

- Han er en erfaren angriber med mange titler på cv'et, og vi er sikre på, at han vil komme til at gøre en forskel i OB, siger Troels Bech.

Dvalishvili kommer til OB efter at være blevet løst fra sin kontrakt i Legia Warszawa.

/ritzau/