Obama: Jeg ville svigte groft hvis Israel bliver svækket

Skrevet af admin

06/04/2015

Dagens topnyheder

USA's præsident, Barack Obama, har i kølvandet på sidste uges aftale med Iran om landets atomprogram lagt øre til massiv kritik fra både Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, samt Republikanerne i Kongressen i Washington.

Men Obama står fast på, at sidste uges rammeaftale med Iran er en enestående mulighed for at forhindre udbredelsen af atomvåben i en i forvejen farlig del af verden.

Det siger han i et interview med The New York Times, som er blevet offentliggjort søndag.

- Dette er uden sammenligning vores bedste chance for at sikre, at Iran ikke får en atombombe. Selv om vi har indgået denne aftale, vil vi samtidig sende en klar besked til iranerne og til hele regionen, at hvis nogen volder Israel problemer, vil USA straks blande sig, siger Barack Obama.

- Jeg ville betragte det som en stor fejltagelse i min tid som præsident, hvis Israels sikkerhed blev svækket på min vagt - eller som en konsekvens af mit arbejde, siger Obama til avisen.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har adskillige gange udtalt, at aftalen mellem Iran og seks internationale stormagter truer Israels eksistens.

I et interview med CNN søndag gentager han sin skepsis.

- Aftalen fjerner ikke Irans atomprogram. Der vil fortsat være en omfattende atom-infrastruktur i landet. Ikke en eneste centrifuge bliver ødelagt. Ikke en eneste facilitet bliver lukket. Tusindvis af centrifuger vil fortsætte med at berige uran. Det er en dårlig aftale, siger han.

Israel vil gøre alt for at forhindre, at den indgåede rammeaftale bliver til en konkret aftale senere på året.

Det er ingen hemmelighed, at forholdet mellem Obama og Netanyahu ikke er særlig godt, men Obama forsikrer i interviewet med The New York Times' Thomas Friedman, at USA's forsvar af Israel er urokkeligt.

– Hvem ved? Iran kan forandre sig. Hvis ikke, så består vores afskrækkelsesevne og vores militære overlegenhed, påpeger præsidenten.

/ritzau/