Obama kan ikke se hackingsag ødelægge forhold til Rusland

Skrevet af admin

02/08/2016

Mest læste i dag

Den amerikanske præsident lover at tage det op med sin russiske kollega Vladimir Putin, hvis det kan bevises, at Rusland har hacket Demokraternes Nationale Komité (DNC).

Men det er omvendt ikke noget, der ifølge Barack Obama for alvor vil forandre forholdet til russerne.

USA har i forvejen mange uoverensstemmelser med Rusland.

- Men jeg mener, at vi har været i stand til at holde fokus på de områder, hvor vi fortsat har fælles interesser, siger Obama på et pressemøde tirsdag.

Hillary Clinton, den demokratiske kandidat i præsidentvalget, har allerede slået fast, at russiske efterretningstjenester stod bag et hackerangreb mod partitoppens computere.

- Vi ved, at russiske efterretningstjenester hackede sig ind i DNC. Og vi ved, at de arrangerede, at en masse af de e-mails blev offentliggjort, har Clinton sagt i et interview med tv-stationen Fox News.

USA har ikke officielt beskyldt Rusland for at stå bag den betændte sag.

Men amerikanske embedsmænd og eksperter i cybersikkerhed har sagt, at de mener, at Rusland stod bag.

/ritzau/Reuters