Obama: Ny visum-aftale med Kina kan give turistboom

Skrevet af admin

10/11/2014

Mest læste i dag

Kina og USA har indgået en aftale om store reformer i visumreglerne for turister, studerende og arbejdstagere, oplyser præsident Barack Obama, der spår, at aftalen kan føre til en mangedobling af kinesiske turister i USA.

- De nye regler, som bliver gældende i USA allerede fra onsdag, indebærer blandt andet indførelse af et visum for arbejde eller turisme, der kan bruges mange gange i op til 10 år.

For studerende forlænges visumperioden til fem år.

- Det er en tiltrængt saltvandsindsprøjtning for den amerikanske økonomi. Det vil føre til oprettelse af hundredvis af nye job inden 2020, siger højtstående regeringskilder i Washington.

Amerikanerne vurderer, at reformen har en økonomisk værdi på 85 milliarder dollar (omkring 507 milliarder kroner).

- USA byder et blomstrende, fredeligt og stabilt Kina velkomment, sagde Obama, da han præsenterede aftalen på det igangværende topmøde i Beijing for den asiatiske samarbejdsorganisation Apec.

Men den amerikanske præsident foretog en vanskelig balancegang mellem samarbejde med Beijing og ømtålelige politiske emner. Han opfordrede kineserne til at åbne deres markeder mere og til at respektere menneskerettighederne og mediernes frihed.

Derudover nævnte han for første gang i flere uger situationen i Hongkong. Han understregede, at det er af afgørende betydning, at vold bliver undgået.

- Der var 1,8 millioner kinesere, der besøgte USA sidste år. De bidrog med 21 milliarder dollar (125 millioner kroner) til økonomien og var med til at støtte 100.000 job, siger præsident Obama.

- Den nye aftale kan mere end firedoble disse tal, siger den amerikanske leder, som kalder de nye visaregler for et "vigtigt gennembrud."

Kina sender næsten 100 millioner turister til udlandet årligt.

Obama ankom til Beijing mandag for at deltage i Apec-mødet, hvor han vil presse på for de amerikanske interesser i regionen.

/ritzau/Reuters