Obama om separatisters opførsel: Hvad vil de skjule?

Skrevet af admin

21/07/2014

Dagens topnyheder

Den amerikanske præsident, Barack Obama, understreger mandag eftermiddag kritikken af sin russiske kollega, Vladimir Putin, der endnu engang opfordres til at bruge sin indflydelse over for de prorussiske separatister i det østlige Ukraine.

Separatisterne, som amerikanerne beskylder for at have skudt passagerflyet fra Malaysia Airlines ned, har i flere dage blokeret for internationale observatører på stedet.

Barack Obama mener, at separatisterne kan have brugt tiden på at fjerne bevismateriale fra stedet.

- Hvad er det, de forsøger at skjule,? spørger Obama i en tale i den amerikanske hovedstad, Washington D.C.

Den amerikanske præsident understreger, at forlydender om separatisternes skødesløse behandling af de 298 ofre for ulykken er en "fornærmelse".

Hollandske eksperter er mandag i gang med at undersøge og identificere de mange lig i Ukraine.

/ritzau/Reuters