Obama sender flere amerikanske soldater til Irak

Skrevet af admin

10/06/2015

Dagens topnyheder

USA's præsident, Barack Obama, har onsdag godkendt, at der sendes op mod 450 amerikanske soldater til Irak for at bidrage til, at Islamisk Stat (IS) bringes i defensiven.

Det oplyser Det Hvide Hus. I forvejen har USA 3100 soldater i Irak, der skal uddanne den irakiske hær.

De ekstra soldater skal "uddanne, rådgive og assistere" den irakiske hær og sunnimuslimske militsfolk i provinsen Anbar.

Formålet er at sætte hæren og de sunnimuslimske klaner i stand til at generobre korridoren, der forbinder byerne Ramadi og Falluja.

Det amerikanske forsvarsministerium skriver i en pressemeddelelse, at de ekstra 450 soldater ikke er en ændring i USA's mission, men kun skal forstærke det overordnede mål: At uddanne den irakiske hær til at bekæmpe IS.

De 450 soldater skal stationeres på basen Taqaddum i det østlige Anbar, hvor de øvrige amerikanske soldater befinder sig.

Ramadi blev i sidste måned løbet over ende af krigere fra Islamisk Stat.

/ritzau/AFP