Obama: USA's vil hjælpe i kamp mod ebola

Skrevet af admin

07/09/2014

Mest læste i dag

Det amerikanske militær vil bidrage til bekæmpelse af den hurtigt voksende ebola-epidemi i Afrika, siger præsident Barack Obama i et interview, der blev offentliggjort søndag. Men han advarer om, at det vil tage måneder, før epidemien begynder at tage af.

Obama siger, at Ebola næppe vil kunne nå USA i sin nuværende form, men han advarer om, at virusset kan mutere og udvikle sig til en langt større trussel for det internationale samfund.

Samtidig fremhæver han, at så mange er døde i Afrika på grund af tilbagestående sundhedssektorer i de berørte lande.

- Vi vil etablere forskellige faciliteter fra det amerikanske militær, for eksempel enheder til isolation af smittede, udstyr til behandling og sikkerhed for dem, der kommer til landet for at hjælpe med at med at bekæmpe sygdommen, siger den amerikanske præsident til den amerikanske tv-station NBC.

- Selv om vi gør dette, vil det stadig tage måneder, før problemet er bragt under kontrol i Afrika. Men hvis vi intet gør nu, og det spreder sig ikke blot i Afrika, men til andre dele af verden, vil der være stor fare for, at virusset muterer, siger Obama.

Han understreger, at det vil gøre ebola endnu mere smittefarlig, hvorved sygdommen også ville kunne komme til at true USA.

Omkring 2100 mennesker er indtil nu døde under det nuværende ebolaudbrud i det vestlige Afrika - det værste, der nogensinde er registreret.

WHO har registreret 3944 mistænkelige og bekræftede tilfælde af ebola i de hårdest ramte lande. Derudover er der talt 23 tilfælde i Nigeria og et i Senegal.

To nye lovende vacciner bliver i øjeblikket testet, oplyser vicegeneralsekretær i WHO Marie-Paule Kieny. Hvis forsøgene viser sig at være en succes, kan læger og sygeplejersker i ebolaramte lande blive vaccineret.

På grund af udbruddets alvor opfordrer WHO til at tillade behandling af sygdommen med medicin, der endnu ikke er fuldstændig færdigtestet på mennesker.

/ritzau/AFP