Obama: Våbenhvilen må i kraft igen i Syrien

Skrevet af admin

24/04/2016

Dagens topnyheder

Våbenhvilen i Syrien er blevet overtrådt talrige gange, men den må stykkes sammen igen, og de stridende parter må tilbage til forhandlingsbordet.

Det siger den amerikanske præsident, Barack Obama, der søndag indledte et todags besøg i Tyskland.

- Jeg talte med (den russiske) præsident, Vladimir Putin, i sidste uge for at sikre, at vi kan genindføre våbenhvilen, siger Obama på en fælles pressekonference med den tyske forbundskansler, Angela Merkel.

Alene søndag har bombardementer i Syrien kostet mindst 26 mennesker livet. Tidligere på ugen forlod Syriens største oppositionsgruppe formelt de igangværende forhandlinger i Genève med beskyldninger om, at præsident Bashar al-Assad gentagne gange har overtrådt våbenhvilen.

Obama siger også på pressekonferencen, at det formentlig ikke kan komme på tale at etablere en sikker zone i Syrien.

- Rent praktisk er det desværre vanskeligt at se, hvordan det skulle fungere, hvis vi ikke er villige til at overtage en stor bid af det land, siger han.

Dagen inden havde Merkel under sit besøg i det sydlige Tyskland luftet mulighed for, at der kunne oprettes områder inde i Syrien, tæt på grænsen til Tyrkiet, hvor de syrere, der flygter fra krigshandlingerne, kunne søge tilflugt.

- Det er noget, der skal udspringe af forhandlingerne i Genève. Det handler ikke om sikre zoner i klassisk forstand, siger Merkel.

- Kan man, når man taler om våbenhvile, identificere regioner i forhandlingerne mellem parterne i Genève, hvor folk kan føle sig trygge. Det handler ikke om udefrakommende påvirkning, men snarere noget der kommer indefra forhandlingerne, tilføjer hun.

Samtidig roser Obama kansler Merkel og siger, at hun "er på den rigtige side af historien" med sin tilgang til flygtningekrisen i Europa.

- Hun har gennemført en vanskelig politik, som samler folk i stedet for at splitte dem, siger den amerikanske præsident.

De to ledere drøftede blandt andet også krisen i Ukraine og den transatlantiske frihandelsaftale TTIP, som titusinder af tyskere demonstrerede mod i Hannover dagen inden Obamas ankomst til Tyskland.

/ritzau/AFP