Odense melder sig ud af fribyordning

Skrevet af admin

06/01/2015

Dagens topnyheder

Forfulgte forfattere og journalister fra hele verden får ikke længere mulighed for at leve en beskyttet tilværelse i Odense, når kommunen melder sig ud af fribyordningen, skriver TV2 Fyn tirsdag.

Et flertal i Odense Kommunes By- og kulturudvalg har nemlig besluttet at stoppe ordningen med den begrundelse, at ordningen har skuffet.

Odense har været med i ordningen siden 2010, og det koster kommunen en halv million kroner om året.

I den tid har Odense kun haft den russiske forfatter og journalist Alex Tor boende i den fynske hovedstad, da han i 2012 blev udsat for dødstrusler og forfølgelse i hjemlandet.

Han er til gengæld også den eneste forfatter, byen har haft boende, og det skuffer initiativtager til ordningen Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti, der også sidder i By- og kulturudvalget.

- Vi har haft tilfælde med forfattere, som ganske enkelt sagde nej til at komme til Odense, fordi de hellere ville til København.

- Når det er tilfældet, så tænker jeg, at man ikke er forfulgt nok, siger Alex Ahrendtsen til Ritzau.

Han mener også, at ordningen har sine mangler, når forfattere fravælger en specifik by, fordi personen ikke kender den på forhånd.

- Jeg er ikke tilfreds med den organisation, som står for udvælgelsen af forfatterne. Jeg synes ikke, de har været gode nok at selektere dem, når man kan tillade sig at sige nej til Odense, fordi det er en provinsby, som man ikke kender.

- Men der er ingen tvivl om, at arbejdet med at styrke ytringsfriheden aldrig har været mere vigtigt, når der er så mange forfattere og journalister, der bliver dræbt rundt omkring i verden, siger Alex Ahrendtsen.

Han påpeger samtidig, at det ikke har været noget problem at have russiske Alex Tor boende, og at han derfor ikke har været grunden til, at ordningen nu forsvinder.

Beslutningen om at melde sig ud af friby-ordningen er ikke formelt taget endnu. Alex Ahrendtsen fortæller dog, at man i By- og kulturudvalget er enige, og at den endelige beslutning tages på et udvalgsmøde tirsdag. om en uge.

/ritzau/