Øget indvandring til Storbritannien presser Cameron

Skrevet af admin

25/02/2016

Dagens topnyheder

Nye tal fra Storbritanniens statistikkontor lægger pres på den britiske premierminister, David Cameron.

Ifølge kontoret har Storbritannien oplevet en stigning i antallet af indvandrere.

Nettoindvandringen - det antal personer, der ankommer til landet minus dem, der forlader det - var i 2015 frem til september på 323.000. Det er en stigning på 31.000 sammenlignet med året før, skriver Reuters.

Samtidig siger statistikkontoret, at indvandringen fra EU-borgere var estimeret til at udgøre 172.000 personer indtil september 2015. Det er en stigning fra 158.000 året før.

Stigningen er problematisk for David Cameron, der i 2010 lovede befolkningen, at det årlige niveau for nettoindvandringen skulle være på under 100.000 personer.

Storbritannien skal stemme om fortsat medlemskab af EU 23. juni.

Her slår nej-siden især på, at EU gør det fordelagtigt for andre EU-borgere at komme til Storbritannien og høste landets velfærdsydelser.

Cameron selv anbefaler et ja ved afstemningen.

Inden den britiske premierminister udskrev afstemningen, fik han vedtaget en række reformer på et topmøde i Bruxelles. Det krævede han for at ville anbefale, at Storbritannien bliver i EU ved den kommende folkeafstemning.

Blandt reformerne er en "nødbremse", der gør, at Storbritannien har lov til at stoppe udbetalingen af en række særlige velfærdsydelser i syv år - dog højst i fire år per person - til borgere fra andre EU-lande.

Det gælder velfærdsydelser som børnepenge, som EU-borgere tidligere har kunnet tage med sig ud af landet.

/ritzau/Reuters