Øget samarbejde for at skaffe flere praktikpladser i Randers

Skrevet af John Meyer

12/12/2012

Mest læste i dag

- Der er meget byggeri på vej i Østjylland i de kommende år, og derfor er det vigtigt, at vi gør en fælles indsats for, at vi har tilstrækkelig med kvalificeret arbejdskraft, så både håndværkere og virksomheder i Randers kan få deres del af opgaverne. Jeg er glad for, at vi nu forpligter hinanden på et samarbejde, der blandt andet skal sikre flere praktikpladser til vores håndværkerlærlinge, siger borgmester Henning Jensen Nyhuus (S), der tirsdag var blandt underskriverne af partnerskabsaftalen.


Mangel på praktikpladser
Aftalen lægger op til øget samarbejde på en lang række områder inden for bygge- og anlægsbranchen. Og netop øget fokus på at skaffe praktikpladser til lærlinge er et vigtigt element i aftalen. På landsplan mangler omkring 10.000 elever på erhvervsuddannelserne en praktikplads, og i Randers må omkring 30 elever i øjeblikket undvære en praktikplads.


- Vi har en målsætning om, at 95 procent af en ungdomsårgang gennemfører en ungdomsuddannelse. Men det øger risikoen for frafald, at eleverne i værste fald må tage orlov, fordi de ikke kan få en praktikplads. Derfor er det vigtigt, at vi går sammen om at skaffe praktikpladser til så mange som overhovedet muligt, siger Tage Andersen, der er direktør hos Tradium i Randers.


Mere oplysning og opkvalificering
Ud over øget fokus på at skaffe praktikpladser, er der i partnerskabsaftalen lagt op til, at parterne går sammen om bedre oplysning i folkeskolens ældste klasser om mulighederne inden for bygge- og anlægsbranchen. At parterne går sammen om at få nyuddannede svende i arbejde og ikke mindst, at der bliver en fælles indsats for at opkvalificere den nuværende arbejdskraft.
Partnerskabsaftalen er den første af sin art i Randers Kommune og løber frem til november 2014.