Øjenvidne i Glasgow: Ulykke-helikopter faldt som en sten

Skrevet af admin

30/11/2013

Mest læste i dag

Helikopteren, der sent fredag aften styrtede ned i en velbesøgt pub i Glasgow, havde meget fart på, da den ramte taget på værtshus-bygningen. Men der var tilsyneladende ingen eksplosion.

Det fortæller øjenvidnet Gordon Smart, som er redaktør på den skotske udgave af tabloidavisen The Sun.

- Det var et surrealistisk øjeblik. Det så ud som om, at den faldt fra stor højde med høj hastighed. Jeg er cirka 80 procent sikker på, at det var en politihelikopter, siger han.

- Der var ikke nogen ildkugle, og jeg hørte ikke nogen eksplosion. Den faldt som en sten. Det virkede som om, at motoren spruttede, tilføjer journalisten.

Jim Murphy, som er skotsk parlamentsmedlem for arbejderpartiet Labour, kørte tilfældigt forbi området kort efter ulykken. Han beskriver baren, der hedder The Clutha, som en "veletableret Glasgow-pub".

- Det ser forfærdeligt, forfærdeligt ud. Men godt gjort af de mennesker, som var her. Alle var med til at lave en kæde af folk fra indvendigt i pubben og til udendørs, og brandvæsnet var her meget hurtigt, tilføjer Jim Murphy.

Den britiske premierminister, David Cameron, siger, at hans tanker er med alle, som er berørt af helikopterulykken i Glasgow.

Der er endnu ingen officielle oplysninger om antallet af kvæstede og eventuelt omkomne.

/ritzau/AFP