Øjenvidner til svensk skoleangreb beretter om kaos

Skrevet af admin

22/10/2015

Dagens topnyheder

Da en maskeret mand trængte ind på Kronan skole i den svenske by Trollhättan torsdag formiddag, troede eleverne ved første øjekast, at manden bare var klædt ud for sjov. Det fortæller det 14-årige øjenvidne Laith til svensk tv, SVT.

- Da vi så ham, troede vi, det var en joke. Han havde maske på og sort tøj og et langt sværd. Der var nogle af eleverne, der ville gå med ham for at røre ved sværdet, siger Laith til SVT.

Da det gik op for dem, hvad der egentligt foregik, begyndte alle eleverne at flygte ind i klasselokalerne, fortæller Laith.

Og selvom der er gået flere timer siden angrebet, så beretter Laith også, at situationen stadig er kaotisk.

- Forældre forsøger at sikre, at deres børn er okay. Det er kaos, siger han til SVT.

En pige i tredje klasse fortæller til det svenske nyhedsbureau TT, at hun opdagede angrebet, fordi skolens rektor kom ind i lokalet og fortalte, at de skulle låse døren. På det tidspunkt anede eleverne i hendes klasse ikke, hvad der foregik.

Det vides endnu ikke hvorfor den maskerede mand trængte ind på skolen, men han formodes at stå bag angrebet på flere af skolens elever, som er blevet hårdt sårede. En lærer og en elev har mistet livet.

Kort efter angrebet blev den maskerede mand selv skudt af politiet. Han befinder sig nu på et hospital i Göteborg, som meddeler, at han er hårdt såret.

Politiet stadig er i gang med at skabe ro og orden på skolen, hvor flere hundrede mennesker stadig er samlet ifølge nyhedsbureauet TT's fotograf.

Ali Mohammed, der er storebror til en 14-årig elev på skolen, er ifølge den svenske avis Expressen blandt de tilstedeværende. Selvom hans lillebror kom væk fra gerningsmanden uden skrammer, så er familie stadig rystet.

- Det er ikke en god dag i dag. Der er mange mennesker udenfor skolen, og alle er bekymrede, siger Ali Mohammed til Expressen.

Skolen har til hverdag 400 elever og mange af dem har somalisk, arabisk og albansk baggrund.

Selvom motivet bag angrebet endnu ikke er klart, så mener den svenske terrorekspert Hans Brun, terrorforsker ved King's College London, at det er første gang i nyere tid, at en svensk skole udsættes for et terrorangreb. Det skriver den svenske avis Expressen.

Statsminister Stefan Löfven meddeler, at han senere torsdag besøger skolen i Trollhättan.

/ritzau/