Økonom: Sneploven Novo kan rydde vejen til fondsbørsen

Skrevet af admin

07/03/2015

Dagens topnyheder

Novo Nordisk har som en anden sneplov ryddet vejen til fondsbørsen og vist, at der er et liv efter OW Bunker, som kollapsede kun syv måneder efter sin børsnotering med tab i milliardklassen.

Det vurderer investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet, efter at Novo Nordisk fredag har givet sit IT-selskab, NNIT, frie tøjler på fondsbørsen med en stigning på 26 procent til følge.

- Det vil sige, at det også er muligt at blive børsnoteret efter OW Bunker. Der har Novo Nordisk gjort noget godt for den proces.

- Men i den henseende vil jeg gerne være lidt varsom, da Novo Nordisk er Novo Nordisk.

- Det, at det går godt i dag, rimer mere på den gode stemning og Novos gode varemærke, end det rimer på, at investorerne har glemt, hvad der var med OW Bunker, og er klar til at købe hvad som helst, siger investeringsøkonomen.

Ifølge Per Hansen er børsnoteringen af NNIT den første større børsnotering efter finanskrisen, som ikke rimer på kapitalfonds-exit.

Når det er vigtigt at bide mærke i, så er det fordi, investorerne ikke er vilde med uprøvede forretningsmodeller, påpeger han.

- Så når danskerne er grebet af aktiefeber, handler det ikke så meget om, at de ønsker at købe aktier i nogle selskaber, som har brug for risikovillighed.

- Det, danskerne gør, er at købe flere aktier i det, som de allerede kender og har en god erfaring med – for eksempel Novo Nordisk, siger investeringsøkonomen.

Men den øgede risikovillighed blandt investorerne kommer ikke en underskov selskaber til gode, som har brug for risikovillig kapital for at kunne søge hen over fondsbørsen og med en fornuftig prissætning blive børsnoteret, vurderer Per Hansen.

Han håber til gengæld, at vi kommer i en situation, hvor det er muligt for små, mindre og mellemstore selskaber at følge i hælene på NNIT.

- For vi ved af erfaring, at det er dem, der er med til at skabe nogle job, pointerer Per Hansen.

/ritzau/