Økonomer spår drøjt hug til Storbritannien ved EU-farvel

Skrevet af admin

12/02/2016

Dagens topnyheder

En stor del af den britiske debat om et muligt farvel til Den Europæiske Union handler om, hvorvidt nationen vil blive rigere eller fattigere, hvis man melder sig ud. En stribe økonomer adspurgt af Reuters er ikke i tvivl.

Ifølge en rundspørge til 28 økonomer mener 27 af dem, at det vil ramme den britiske økonomi, hvis landet melder sig ud. Den sidste mener, at effekten til være neutral. Det potentielle farvel har fået navnet Brexit.

- Brexit ville gøre mig mere pessimistisk, når det kommer til udsigterne for økonomien i andet halvår 2016 og på mellemlangt sigt. Renterne vil stige, og det vil gøre det dyrere for selskaber at investere, siger Costas Milas, professor i økonomi ved Liverpool Universitet, til Reuters.

Økonomerne giver Brexit en chance på 40 procent og vurderer i gennemsnit, at det vil ramme BNP med to procent i 2016.

Over 10 år vurderer økonomerne, at en udmelding vil koste 10 procentpoint af BNP svarende til 181 milliarder pund - 1716 milliarder danske kroner eller næsten hele Danmarks BNP.

Den økonomiske del af diskussionen i Storbritannien går på, om et farvel til EU vil stimulere økonomien, fordi man kan fjerne mange af EU's regler og meget af EU's bureaukrati.

Modsat er frygten, at EU ikke vil lade Storbritannien handle frit med sammenslutningen af lande, der i 2014 aftog 45 procent af landets eksport.

Premierminister David Cameron lovede under den seneste valgkamp briterne en afstemning om medlemskabet af EU. Lige nu forhandler han om en pakke af særregler, der skal gøre et fortsat medlemskab mere attraktivt for borgerne.

Der er endnu ikke sat dato for afstemningen, men den kan komme så tidligt som til sommer.

De seneste meningsmålinger er ifølge Reuters uden en klar præference for eller imod et fortsat medlemskab af EU.

/ritzau/