Øksemand angriber imam på vej til aftenbøn i Oslo

Skrevet af admin

17/06/2014

Dagens topnyheder

Imamen ved Norges største moské blev sent mandag aften angrebet i Oslo. Omstændighederne omkring overfaldet og det anvendte våben er uklare.

Aftenposten skriver, at den 60-årige imam Nehmat Ali Shah blev slået med en mindre økse, da han var på vej fra sin bolig til moskeen, mens VG skriver, at imamen var udsat for et knivangreb på vej hjem efter at have ledt aftenbønnen i moskeen.

Den tilskadekomne er imam ved Central Jaamat Ahle-Sunnat, der er den største moské i Norge.

- Vi er 40-50 personer, som er på sygehuset lige nu og beder for, at det vil gå ham godt. Imamen ligger på operationsbordet, siger Ghulam Sarwar, der er daglig af leder moskeen, ifølge Aftenposten.

Offerets tilstand var ifølge politiet livstruende, da han kom til hospitalet, men betegnes nu som stabil af efterforskningsleder Rune Ullsand fra politiet i Oslo.

Et vidne til angrebet har ifølge Ghulam Sarwar fortalt, at imamen blev angrebet bagfra og slået i ansigtet med en mindre økse eller kniv af en ukendt gerningsmand.

Gerningsvåbnet er endnu ikke fundet.

Politiet har sikret sig optagelser fra overvågningskameraer og er talstærkt til stede på gerningsstedet og i de omkringliggende gader, skriver Aftenposten.

- Vi har sikret spor og leder efter en gerningsmand, som løb fra stedet, siger efterforskningsleder Rune Ullsand.

Der er ingen oplysninger om motivet til angrebet, som politiet modtog melding om klokken 23.16.

Menigheden Central Jamaat Ahle-Sunnat blev grundlagt i 1977 og er med over 5000 medlemmer den største i Norge. En ny moské med plads til 2500 personer blev åbnet i Motzfeldtsgade i Oslo i 2006.

Menigheden fungerede oprindelig som samlingssted for førstegenerationsindvandrere fra Pakistan i Norge.

Miljøet omkring moskeen har i flere år været præget af magtkampe mellem medlemmer af menigheden. Centralt i uenigheden står to storfamilier, som ifølge Aftenposten støtter hver sin imam. Den ene af familierne har støttet offeret for mandagens angreb.

/ritzau/NTB